Velkommen!

Til Jordløse Boldklubs kajakafdeling. Vi har base i Faldsled havn, hvorfra vi har adgang til noget af Danmarks fineste kajakvand.

Klubben:

Vi er en kajakklub med plads og lyst til havkajakker, turkajakker og kapkajakker, og til både øvede og mindre øvede kajakroere.

Klubroning:

Sæsonen falder sammen med sommertid - d.v.s.fra starten af april til slutningen af oktober. Klubaftner er tirsdag og torsdag.

Klubtur hver måned

Anden lørdag i måneden er der klubtur. Medbring madpakke, kaffe (og måske kage?) skiftetøj og hvad du ellers skal bruge til en dag på vandet.



Tekniktræning

I løbet af sæsonen vil klubbens instruktører tilbyde tekniktræning på klubaftenerne. Tidspunkter bliver meldt ud via facebookgruppen og via mail.

De knapt så førlige

Klubben er vært for den årlige workshop med det formål at udvikle teknikker og hjælpemidler, som gør det muligt for f.eks. kørestolsbrugere at komme i kajak.

Weekendtur

I september måned plejer vi at tage på en weekendtur, hvor vi besøger rovand et andet sted i Danmark.



For at blive frigivet skal man gennemgå et begynderkursus - enten i klubben eller f.eks. på EPP2-kurser. Desuden skal man vedligeholde sin roerfaring - vi kræver, at man hver sæson ror min. 50 km.
Og vedligeholde sin 'redningserfaring' - alle medlemmer skal øve makkerredning hvert år.
Og aflægge svømmeprøve hvert andet år.
For at blive frigivet til vinterroning skal man have yderligere roerfaring og et roniveau svarende til en EPP3. Klubben har desuden regler for, hvor man må ro om vinteren, og hvilket udstyr, der skal medbringes.
Klubben råder over et antal børnekajakker, og børn er velkomne - sammen med deres forældre. Vi har erfaring med - og glæde af - at give familier mulighed for at have kajakaktiviteten sammen og f.eks. kunne tage på ture sammen. Vi tilbyder særlig begyndertræning til børn, men har indtil videre ikke deciderede børnehold.
Klubben tilbyder begynderundervisning. Forløbet ligger typisk i forlængelse af vores 'Åben-hus'dag i begyndelsen af maj. I begynderundervisningen vægter vi roteknik, styreteknikker og balance højt. Alle begyndere skal prøve flere forskellige kajakker - både tur og hav - og ro både på flat vand og i bølger op til 6 m/s.
Ønskes et EPP2-bevis kan man - lidt senere på sæsonen, når man har fået lidt roerfaring - tilkøbe et kursus til medlemspris.
Klubben inviterer til åbent hus, hvor interesserede kan prøve at ro, få lidt at vide om klubben og evt. melde sig til begynderkurset.
Åben-hus-arrangementet ligger i begyndelsen af maj. Dato vil fremgå af Jordløses hjemmeside: www.jordløse.nu
Kajakklubben i Faldsled er en underafdeling af Jordløse Boldklub, som også tilbyder mange andre idrætsgrene
Læs nærmere om det på www.jordløse.nu